onsdag den 18. september 2013

Flytteværksstatus

I dag er det tre uger siden at vi flyttede vores habengut til Amager.
Den første uge var ret slem. Jeg var alvorligt i tvivl om vi havde gjort det rette.
Til mit forsvar skal det siges at der var både rengøring af den forladte lejlighed, tvangsudpakning af de vigtigste kasser og et hus der føltes fremmed på mig.

Så tog jeg til Berlin med tegnestuen. Det føltes lige først lidt overvældende at skulle klemme tre dages storby ind i flytteværket. Men der var virkelig dejligt dernede. Vejret var topgodt og kollegaerne vildt søde.
Og da jeg kom hjem, så gik det faktisk en del bedre med det hus. Jeg nød det ligefrem. Med morgenkaffe i haven og alting!

Og nu er alle kasser pakket ud. (Men ikke ret meget af indholdet er på rette plads.) Vi kan igen finde ting.
I aftes fandt jeg for eksempel mit strikketøj. Og strikkede 3 pinde!
Vi opdager hvordan lyset falder ind og hvordan regnvejr lyder på havestuens tag. Vi har hængt en del lamper op, men mangler stadig mange. Og vi er slet SLET ikke nået til det med billeder på væggene.

Vi har lagt 3,5 kilometer til morgenens cykeltur. Hvilket indtil videre føles godt.

Må dog snarest indkøbe ordentligt rengtøj!