fredag den 30. august 2013

Nye lyde

På Christianshavn kunne jeg høre naboer på trappen, jeg kunne høre om kaffebaren lavede kaffe eller smothie, udrykninger og kirkeklokker. Jeg kunne høre når de holdt pause på cafeen. Og deres udsugning. Hele tiden. Og fugle!

På Amager kan jeg høre naboen på blokfløjte, æbler der falder ned på legehusets tag, bussen der kører forbi og lufthavnen i det fjerne. Jeg kan høre hunde, børn der leger og fluer under udestuens tag.
Der er også kirkeklokker og fugle, men det er nogle andre slagser.

Ps: Ja vi er flyttet. Nej jeg har ikke vendet mig helt til det. Men jo, jeg håber det bliver godt...



mandag den 26. august 2013

Jeg sætter min lid til den Amagerkanske himmel

Så synger vi på sidste Christianshavnervers.
Vi har flyttekasser overalt.
Hvilket er alvorligt hæmmende for mit mentale overskud.

Noget andet der ikke gør processen nemmere, er den måde Christianshavn insisterer på at vise sig fra sin allerbedste sider i disse vemodige sidste dage.

I torsdags gik jeg ned om hjørnet, på bådudlejningen for at høre musik. Manden i baren gav mig et glas vin. Kvit og frit. Musikken var dejlig. Og aftenen lun.
Her til aften gik jeg mig en tur ned om et andet hjørne. Hvor jeg tilfældigvis stødte ind i bekendte. Som jeg slog en sludder af med. I en times tid.

Og skønt jeg virkelig glæder mig til hus og have. Og udpakkede flyttekasser.
Så er det svært at se for sig at Amager vil opføre sig lige så elskeligt som Christianshavn gør på sådanne aftener.

Men jeg håber, gør jeg!



tirsdag den 6. august 2013

Mod Amager med vemod

Flyttekrisen hærger min hjerne.
Det der skulle ha været en spændende ny æra i vores familieliv, føles i min hjerne som scary shit.

Jeg ved godt at det er min hjerne der spiller mig et pus. Og jeg forsøger at ignorere det og ikke gå i panik.

Jeg forsøger at huske på, at det var mig selv der ville. At det var mig der synes, at vi alle ville ha godt af at få græs under tæerne, mere plads og også bare prøve noget nyt.
Sprænge rammerne, træde ud af komfortzonen, blive villaejer, prøve det af…
 
Jeg kaster min tvivl og min krise i hovedet på veninder og kollegaer. Og skåner familien så godt jeg kan.
På nær et hvæs i ny og næ, går det nogenlunde med det.
 
Verdens bedste veninder klapper mig på håret, og siger at det er forståeligt, at det går over, og at man ikke dør af at bo i hus på Amager. De siger at jeg kommer til at elske det. At jeg skal huske på, at jeg er en ude-person. At jeg kommer til at elske haven og himlen.
 
Og de har med garanti ret. Og når maleren har malet lugten af tidligere ejer ud af huset, bliver det sikkert bedre. Og når vi får møbler og personligt dims på plads, vil jeg kunne kende huset som mit hjem.
 
Indtil da dvæler jeg ved sommeren på havnen. Så godt jeg nu kan i mængden at flyttekasser….
 
Det bliver en langtrukken og vemodig afsked med Christianshavn, kan jeg mærke.