Flytteværksstatus

I dag er det tre uger siden at vi flyttede vores habengut til Amager.
Den første uge var ret slem. Jeg var alvorligt i tvivl om vi havde gjort det rette.
Til mit forsvar skal det siges at der var både rengøring af den forladte lejlighed, tvangsudpakning af de vigtigste kasser og et hus der føltes fremmed på mig.

Så tog jeg til Berlin med tegnestuen. Det føltes lige først lidt overvældende at skulle klemme tre dages storby ind i flytteværket. Men der var virkelig dejligt dernede. Vejret var topgodt og kollegaerne vildt søde.
Og da jeg kom hjem, så gik det faktisk en del bedre med det hus. Jeg nød det ligefrem. Med morgenkaffe i haven og alting!

Og nu er alle kasser pakket ud. (Men ikke ret meget af indholdet er på rette plads.) Vi kan igen finde ting.
I aftes fandt jeg for eksempel mit strikketøj. Og strikkede 3 pinde!
Vi opdager hvordan lyset falder ind og hvordan regnvejr lyder på havestuens tag. Vi har hængt en del lamper op, men mangler stadig mange. Og vi er slet SLET ikke nået til det med billeder på væggene.

Vi har lagt 3,5 kilometer til morgenens cykeltur. Hvilket indtil videre føles godt.

Må dog snarest indkøbe ordentligt rengtøj!

Nye lyde

På Christianshavn kunne jeg høre naboer på trappen, jeg kunne høre om kaffebaren lavede kaffe eller smothie, udrykninger og kirkeklokker. Jeg kunne høre når de holdt pause på cafeen. Og deres udsugning. Hele tiden. Og fugle!

På Amager kan jeg høre naboen på blokfløjte, æbler der falder ned på legehusets tag, bussen der kører forbi og lufthavnen i det fjerne. Jeg kan høre hunde, børn der leger og fluer under udestuens tag.
Der er også kirkeklokker og fugle, men det er nogle andre slagser.

Ps: Ja vi er flyttet. Nej jeg har ikke vendet mig helt til det. Men jo, jeg håber det bliver godt...

Jeg sætter min lid til den Amagerkanske himmel

Så synger vi på sidste Christianshavnervers.
Vi har flyttekasser overalt.
Hvilket er alvorligt hæmmende for mit mentale overskud.

Noget andet der ikke gør processen nemmere, er den måde Christianshavn insisterer på at vise sig fra sin allerbedste sider i disse vemodige sidste dage.

I torsdags gik jeg ned om hjørnet, på bådudlejningen for at høre musik. Manden i baren gav mig et glas vin. Kvit og frit. Musikken var dejlig. Og aftenen lun.
Her til aften gik jeg mig en tur ned om et andet hjørne. Hvor jeg tilfældigvis stødte ind i bekendte. Som jeg slog en sludder af med. I en times tid.

Og skønt jeg virkelig glæder mig til hus og have. Og udpakkede flyttekasser.
Så er det svært at se for sig at Amager vil opføre sig lige så elskeligt som Christianshavn gør på sådanne aftener.

Men jeg håber, gør jeg!

Mod Amager med vemod

Flyttekrisen hærger min hjerne.
Det der skulle ha været en spændende ny æra i vores familieliv, føles i min hjerne som scary shit.

Jeg ved godt at det er min hjerne der spiller mig et pus. Og jeg forsøger at ignorere det og ikke gå i panik.

Jeg forsøger at huske på, at det var mig selv der ville. At det var mig der synes, at vi alle ville ha godt af at få græs under tæerne, mere plads og også bare prøve noget nyt.

Sprænge rammerne, træde ud af komfortzonen, blive villaejer, prøve det af…

 

Jeg kaster min tvivl og min krise i hovedet på veninder og kollegaer. Og skåner familien så godt jeg kan.

På nær et hvæs i ny og næ, går det nogenlunde med det.

 

Verdens bedste veninder klapper mig på håret, og siger at det er forståeligt, at det går over, og at man ikke dør af at bo i hus på Amager. De siger at jeg kommer til at elske det. At jeg skal huske på, at jeg er en ude-person. At jeg kommer til at elske haven og himlen.

 

Og de har med garanti ret. Og når maleren har malet lugten af tidligere ejer ud af huset, bliver det sikkert bedre. Og når vi får møbler og personligt dims på plads, vil jeg kunne kende huset som mit hjem.

 

Indtil da dvæler jeg ved sommeren på havnen. Så godt jeg nu kan i mængden at flyttekasser….

 

Det bliver en langtrukken og vemodig afsked med Christianshavn, kan jeg mærke.

Det er ikke så langt som det føles...

Så gik sommerferien: 4 dejlige uger.
Dem der følger med på Instagram vil vide, at det bogstavelig talt var en badeferie. På Bornholm. Vejret var med os. Og humøret også. Og det var i det hele taget helt og aldeles alletiders.

Og igår startede virkeligheden så igen. Med både tv-kiggeri, arbejde, computerskærme og facebook (jep, jeg er total hellig i min ferie: ingen tv, og næsten ingen internet... På nær insta...)

OG vores nye hus.

GLUP.

Endelig kom den dag, hvor (nu) tidligere ejer pakkede deres habengut, og drog vestpå.
Og vi andre snuppede linje 350 tre stop mod syd.
Og der, midt i husejerglæden, kunne jeg mest mærke flyttekrisen kradse.
Det føles større og mere skræmmende at rykke fra København K til Amager, end det gjorde at rykke fra Aarhus til København...
Det er vildt.
Det er vores nye liv.
Mod nye vidder....

Kære Blog. Og evt. læsere.

 

Der er gået længe. Jeg havde næsten glemt, at jeg er den der er blogbestyreren. Og jeg kommer til at glemme det igen. Kan jeg vel ligeså godt indrømme.

 

Jeg havde sagt, at jeg ville skrive igen når det blev forår. Fordi vinteren havde været så lang og energidræbende. Og jeg troede at energien ville komme tilbage med temperaturstigninger og solskin.

 

Og det gjorde den også. Fuld af peps har jeg været. Men det var nok naivt at tro at kækheden ville få mig fluks ind til bloggen, når den selvfølgelig fik mig fluks ud i solen.

 

Og ud på boligmarkedet!

 

Og da vi først var der, så gik det hurtigt. Fluks købte vi et hus.

 

Så nu forlader vi Christianshavn, til fordel for Amagers vidder. Og dejlig 50’er funkis.

 

Selvfølgelig fik Fisteren verdens bedste nye ven, lige på den anden side af gaden, her på Christianshavn, nærmeste den samme dag som vi underskrev købsaftalen. Sammen går de arm i arm og skråler; ”Hvor. Du. Fra? Hvordufra? –Jeg fra Havnen!”

Og Svesken og overboens pige er pludselig også blevet slyngveninder.

Fandeme så typisk lige på tærsklen til en flytning.

 

Men de glæder sig meget til at flytte. Til nye værelser. Og have med legehus i.

 

Jeg glæder mig vildt meget til have. Og havestue. Og sildebensparket. Og virkelig mange indbyggede skabe. Og have. Åh have! Har jeg sagt det?

 

Vemodigt er det dog at skulle forlade Christianshavn. Især når Vor Frelser Kirke spiller.

Særligt slemt var det den anden aften.

Smuk, smuk juniaften med lyseblå himmel, bare ben, blødt lys, mild luft og kirken der spiller ” Danmark nu blunder den lyse nat”

 

Med en klump i halsen måtte jeg holde fokus på en have fyldt med pæoner. Og et hus med sjæl og charme.

 

Og ungerne bliver (hvis alt går vel) på Christianshavns skole, så fremtidige juniaftner på havnen er stadig en mulighed…

Om gargoyler og mangel på handlekraft

Jeg kunne godt tænke mig at skrive mere. Men ikke nok til at jeg vil uddanne mig til fagjournalist. Åbenbart.

Jeg kunne skrive noget mere her. Vil nogen indvende.
Jeg kunne skrive noget mere om steder og arkitektur indvandt (indvandt, indvendte, hvad?) nogen faktisk.

Har søde veninder der har ambitioner på mine vegne.

De kunne godt tænke sig noget med kloakdækselvandringer og gargoyler.

De tænker at den klarer jeg som en mis. Arkitekt und alles.

Men jeg vidste slet ikke hvad det var. Indtil jeg googlede det, så vidste jeg godt hvad det var alligevel.

Det er sådan nogle mytiske dæmon-agtige-dyr, som dem der sidder på Notre dame i Paris.

De spyr tagvand ud.

Og kigger olmt ud over byen og verden.

En slags galionsfigurer til bygninger. Eller noget. Så ved vi det.

Og vi skal da helt klart til Paris og se på sådan nogen, Marie og Julie.

And on another note: Jeg kunne også godt tænke mig et ekstra værelse (eller to) og en have. Men åbenbart ikke helt nok til at jeg vil flytte. Nogen der har noget indvende?

Getting closer

Solen skinner, sommertid er virkeligt, aftenerne lysner.

Er det ikke lidt som om at det er blevet en lille smule forår?

I påsken var i vi i Rold Skov. Der var masser af sne og masser af sol. Det var først da vi kom tilbage til øen (Sjælland/Amager/Christianshavn) at solens styrke kunne mærkes for alvor. Og vi fik røde kinder.

Når de fjerner sneen fra min vejrudsigt, så tror jeg på det for alvor: en nat bliver det sommer.

Trussel

Nå men jeg gider ikke skrive flere indlæg før det bliver forår. Har jeg besluttet.

Det her er derfor ikke et indlæg, men en trussel. Af en slags.

:-)

Jeg bliver et mildere menneske når solen skinner.
Og jeg ikke den eneste!

Jeg fejler vinter

Af en kort måned at være, føles den lang, den her februar.

Jep, jeg tilslutter mig koret af folk der mener, at vinteren MÅ være ved vejs ende. Nu.

Hver eftermiddag lægger jeg mig med influenza-agtige symptomer, og hver morgen er jeg frisk (nok) til at gå på arbejde igen. Jeg vil tro det er vinteren der bygynder at sætte sig fysisk.

Hver morgen åbner Svesken øjnene og klynker, at hun ikke vil i børnehave. Hun fortsætter sin klage med højere og højere lydniveau, indtil vi skal ud af døren.
Når jeg henter hende, har hun haft en fin dag. Og når vi når hjem klynker hun, at hun vil ha sommer. Jeg vil tro at det er vinteren der begynder at sætte sig fysisk.

Tristessen har sat sine tydelige spor.

Men håbet er gult. Som forsythia og påskeliljer.

Bornholm - en ø man ikke kan nå.

Nå jeg opgiver det der miniferierejseri.

Havde set for mig noget med at ungerne og jeg tog afsted med tog torsdag, indlogerede os et dejligt sted, hyggede os torsdag aften, hyggede os fredag, og fredag aften ville manden støde til, så vi kunne hygge sammen lørdag og kører hjem sammen søndag.

Lyder hyggeligt, ikk?

Jeg startede med at drømme om Bornholm. Men de der færger, man skal med for at komme derover, de sejler kun to gange i døgnet. Den første gang så tidligt, så man skal fra København kl. 6.30. Og den anden gang, så sent så man først er fremme ved ni-tiden om aftenen. Helt ærligt – det er jo røv og nøgler.

Så tjekkede jeg lidt op på noget hotelophold på Sjælland. Og på Fyn. Og på Lolland. Og Falster. Og Møn.

Så gik jeg videre til Sverige.
Så spurgte jeg de klogeste damer jeg kender. Som mest kom med forslag til steder i Nordjylland….

Men jeg elsker kun Bornholm. Desværre elsker Bornholm åbenbart ikke mig. Ikke nok til at have en færgeafgang på et almindeligt menneskeligt tidspunkt i hvert fald.

Det er en fase det er en fase det er en fase

Har fireårig der råber, at jeg er dum, når jeg siger nej til, at hun må få snolder. Eller når jeg siger, at hun skal spise sin aftensmad.
Samme fireårig piber hele morgenen, at hun ikke vil i børnehave. At hun vil ha sin mor hele tiden.
Man kan godt komme helt i tvivl om hvorvidt de der vinterferiefridage er en god eller dårlig ide?

Minivinterferie måske comming up.

Vi har været i Aarhus weekenden. Det har været dejligt, med både udflugter og hygge.
Vi trængte til at komme hjemmefra sammen. Og derfor er det også ekstra ærgerligt at vi ikke holder vinterferie i vinterferien. Så vi kunne ha fået mere.

Fisteren er jo egentlig den eneste der er i en position hvor han har ferie. Men han har jo lige være på ski med sin far. I en skæv uge, hvor han fik lov til at holde fri fra skole. Selvom vi faktisk ikke går ind for den slags.
Så han skal på frit. Og de voksne skal på arbejde, og svesken i børnehave.
Og det havde jeg det ok med.
Indtil jeg pludselig fik et akut behov for at holde ferie selv.
Så nu prøver jeg om jeg kan holde fri i slutningen af næste uge. Og så må vi se om turen går nogen steder hen, eller om vi bare skal bygge med lego....

Bybørn

Jeg er sådan en der er vokset op i et parcelhus i provinsen.
At der faktisk var nogen der boede i lejligheder inde i byen var både angsprovokerende og eksotisk.
Sådan har jeg stadig lidt med folk der bor på Vesterbro og Nørrebro.

Men mine børn har kun prøvet at bo på første sal i København K.
Og Fisteren ville derfor den anden dag vide, om der egentlig findes mange af sådan nogle huse der kun er i en etage?

(Og hvis der gjorde, ville han gerne bo i sådan et.... Helst på Christianshavn. Selvklart!)

Gæt selv om igår var hyggelig

Nå men ved i hvad jeg er dårlig til?

Jeg er dårlig til overgange.

Jeg går og glæder mig til at komme på ferie eller studietur, men den første dag er jeg sur og tvær hele dagen.

Jeg går og glæder mig til at være alene hjemme, men det tager lige et par timers gåen rundt om sig selv, inden det faktisk er hyggeligt. (Ja i kan sagtens se en imaginær hund, der træder imaginær græs ned, inden den lægger sig, for jer)

Jeg går og glæder mig til mand og søn kommer hjem fra alperne, og så synes jeg simpelthen de er så irriterende med alt deres vasketøj og udpakning og træthed, når de er her.

Jeg har på fornemmelsen af Svesken har det på samme måde.

 

Han får skiferie. Jeg får muligvis nye møbler!

Nå så blev det den tid på året: herrerne i huset er taget på skiferie, frøknerne holder skansen herhjemme.
De sender herlige billeder hjem af metertykt pudersne og højt solskin. Og så ringer de lige for at fortælle, at nu går de ud og spiser.
Imens koger jeg pasta. Som vi spiser med ost på.
Her er også koldt, bevares, men det er jo ikke ligefrem en ferie at komme igennem januar. Heller selv om vi har ost. Og kan nyde en uge med rydelighed over hele linjen.

Pånær sokkerne selvfølgelig. Det viser sig, at det ikke kun er drengene der kaster sokker fra sig over det hele!?
Men aviserne - de ligger sirligt. Og hvem kan synes at kataloget fra HAY og Muuto virkelig roder.
Ikke mig.

Hvem sagde fyrreårskrise?

Jeg var god til 34. Jeg var lykkens pamfilius. På toppen. Livet var fyldt af gode sager. Haps haps haps.

Og nu, 100 år senere, så er jeg blevet 39, og du milde der er langt til toppen.

Nogen på tegnestuen sagde "du kan da sagtens få et barn mere" (og det mener Svesken i øvrigt også!) "40'erne er de nye 30'ere, og alt det der..."

Jeg tror bare de vil glo noget, inde på Riget, når der tropper en højgravid 100 årig op. Også selv 100'erne er de nye 200'ere. Eller noget.

Og i øvrigt så var min mand til noget træf med gutterne den anden dag, og det de havde snakket mest om var fordele og ulemper ved brilleglas med glidende overgange...

Kære Fay Weldon

Kære Fay Weldon. Kære Iselin C. Hermann. Kære Jeffrey Eugnides. Kære Katrine Sekjær og kære Kristen Bjørnkjær. Kære Britt Tippins. Kære Emma Hamberg. Kære Kristiane Hauer. Kære Karl Ove Knausgård.

Det er ikke med vilje.
Jeg ved godt i har ligget i den bunke, i den vindueskarm, i flere måneder nu.
Det er bare fordi jeg pludselig blev grebet af det der broderi. Og nu er jeg kommet til at starte på et lidt stort projekt. Og er blevet lidt afhængig i hænderne af det.
Jeg tænkte at jeg kunne nå jer i juleferien. Men hey, hvem tror jeg egentlig jeg narre, der var jo børn over det hele.

Og nu er jeg altså kommet til at købe sæson 5 af Madmen... Det må i undskylde. Vi må ses senere. Ikk?

I det mindste har jeg ikke meldt mig til netflix...

Med ærbødige og kærlige hilsner
Line

Hej 2013

Du har allerede vist dig fra den milde side. Uden tømmermænd, men med pandekager. Med et strejf af solskin og mere Daniel Craig i aften.
Jeg tror det nok skal komme til at gå!