Godt nytår derude!

2012 rinder ud.
Jeg sluttede 2011 med at gi den en skalle på på tegnestuen. Og startede 2012 i samme stil.
Jeg var på en rul. (Som man siger?) og jeg husker faktisk ikke så meget andet fra årets første måneder, end at jeg desperat forsøgte at arrangere enetid for mig selv.
Det lykkedes i marts, hvor jeg tog alene på weekend på dejlige Hotel Saxkøbing. Skøn mad og trist vejr. Og alenetid.
Så blev det forår. Tror jeg. Min hjerne kom på overarbejde. For eksempel skrev jeg det her indlæg i Juni - det kunne måske ha givet mig selv et hint om hvad vej det hele var ved at skride.
Juni var også den måned hvor vi forelskede os i et hus. Og var så tæt, så tæt på at købe, men alligevel ikke gjorde det. Blandt andet fordi jeg ikke kunne tage den beslutning.
Juli var all sommerferie, Bornholm, og glade dage.
August var skolestart for den 6 årige. Og en stresssygemelding til den dengang 38 årige.
Og så sad jeg der, i 6 uger, og kiggede ud af vinduet, og fandt ligeså langsomt tilbage til mig selv.
I december blev jeg glad igen.
Og nu, på kanten af året, er jeg mest af alt forventningsfuld. Jeg vil gøre mig umage med 2013 - det er planen!

Jul slut prut

Glædelig jul! Håber den har været det? Og stadig er det?
Min har været alletiders. Lidt hektisk i spurten, men i bund og grund glædelig.

Vi har fejret juleaften på Amager - 4 stop med metroen. Og igår havde vi hele familiemolevitten til julefrokost her.
To dage med gang i den, mad og gaver. Bygget op til i en lille måned... Det kunne ha været total kaos. Men jeg kan glæde mig selv med at vi har lavet de børn godt, og de var så skide søde og tålmodige. Det hektiske foregår inde i min hjerne...

Idag er mand og børn taget til julefrokost i Jylland.
Og jeg er blevet hjemme på sofaen. Hvor jeg skal jule med mig selv.
Det bliver en glædelig anden juledag!

Når jeg altså lige får sluppet den dårlige samvittighed og fornemmelsen af at pjække.... For jeg elsker jo det der familiejuleri, samtidig med at jeg kender min grænse. Og aldrig flasker juleplanlægningen sig fuldstændig så det passer lige præcis ind ens eget kram. Og hvor mærkeligt ville det ikke også være?

I år har jeg valgt rejseriet fra, til gengæld må jeg undværre at julen varer længe.

Halleluja!

Jorden gik ikke under.
Svesken havde haft en fest med overnatning hos kusinen.
Det er jul. Yeah!
Nogen er godt nok kommet hjem fra Jomfruøerne med leverbetændelse. Desværre dem der skulle ankomme med anden fra Aarhus i morgen.
Men der er skaffet nye. Øko fritgående fra Skive.
Som skal steges på Amager af søde værtsbror og værtindesvigerinde. Som nu desværre også har lagt sig syg.
Men jorden gik ikke under!
Og det er trods alt det der er det vigtigste.
Det skal nok blive en dejlig jul!

People are making apocalypse jokes like there is no tomorrow

Hvad svarer man når ens lillebitte fireårige spørger om hun ikke må komme alene ud og sove hos sin kusine?

Man siger selvfølgelig ja. Og arrangere det. Og afleverer hende lettere uligevægtig. Moren altså, ikke barnet.
For hvem skal jeg nu ligge tæt med hele natten?

Hvad med faren tænker i? Og det tænker han helt sikkert også!
Men når man nu i fire år har haft sådan en lille varmepude til at dele i hvert fald halvdelen af hver nat med, så bliver man forvent i kroppen.
Og ham den store med skægstubbene er selvfølgelig lækker-agtig, men også sådan kantet og behåret, og ikke ret lille og blød og født-af-egen-krop-agtig....

Nå det er nok meget sundt. Jeg giver ham en chance. Og henter hende tidligt i morgen!

Ps. Det der dommedagssnak, ikk, det gør mig lidt utryg. Ikke at jeg tror det sker. Men man har jo nok set for mange film til ikke at kunne forestille sig det. Og fantasien er ikke min ven. Slet ikke når mindsten skal sove så langt væk fra mine arme.

Hvad vil vi ha? - Jul! N U !

Jeg var til julefrokost i fredags. Og det blev sent.
Jeg havde ellers været ret kæk og bralret op om, at jeg nok var den der var gået klokken 23. Fordi jeg sjældent synes selskab er sjovt i mere end 5 timer. Og den her fest lå i hælene på en helt almindelig arbejdsdag. Og på den måde ville samvær med kollegaer strække sig fra 9 til 23, hvilket, selvom de er søde, er lidt lang tid.

Men så var der først gløgg. Og derefter bobler. Og vin til maden. Og vin efter maden. Og drinks. Osv.

Den var 03 inden jeg bevægede mig ud i snestormen. Jeg tog mig selv i danse gruppe-gangnamstyle, og tænkte at det nok var et passende clue til hurtig exit.

Jeg havde det mildest talt ringe lørdag.
Mandag morgen fik jeg mere og mere kvalme jo mere jeg nærmede mig gerningsstedet.
Og i går aftes kom jeg stadig i tanke om brudstykker af samtaler jeg havde deltaget i. Gode samtaler heldigvis. Men sandsynligvis nu glemt af de fleste af deltagene.

Det var med andre ord en god fest. Og på bagsiden af den fest ligger verdens længste uge åbenbart. (Som muligvis afsluttes med verdens undergang?)
Der må være sket det at min hjerne simpelthen har holdt den her fest op som en slags ledestjerne for min arbejdsindsats på denne side af jul. Og stort var chokket derfor, da det søndag blev klart for mig at jeg ikke havde juleferie, men havde en hel uge tilbage til at dimse med projekter på tegnestuen. Ja normalt arbejder jeg selvfølgelig, men nu kan det højest blive til dimsning, men vi venter på at ferien indtræffer.

Behøver jeg at sige at den daglige motivation nærmere ligger i frokostpakkeleg, end i de faglige udfordringer?

Sne

Jeg E L S K E R sne. Aj men det er så fint. Og Hvidt. Og stille.
Åh bare den bliver liggende til jul...

Nu har jeg sikkert ødelagt det. For man må ikke sige sådan noget højt. Så smelter det helt sikkert væk.

Men hvis jeg er heldig har jeg jinxed det tilbage igen nu. Omvendt-omvendt-omvendt-strategi!

Mm mm jeg er glad i låget. Det er sneen der gør det. Og den tilstundende juleferie.
Generel tungsind drevet på flugt.

Den anden dag, midt i et møde, stak chefen hovedet ind for at sige at jeg så så glad ud. Ja sådan kan det åbenbart pludselig blive.

Lidt om ikke ret meget

Der er gået tid siden jeg har skrevet herinde.
Og jeg her ingen gode undskyldninger. Der er hverken sket for meget, eller sket for lidt, ude i det rigtige liv.

Faktisk er det måske bare fordi jeg er doven. Eller fordi jeg stadig, efter ’den store sygemeldning’ prøver at fordele min energi de rigtige steder.
En af de ting der kom ud af at være stresssygemeldt var, at jeg blev utrolig god til at sige fra. Nærmest per refleks. Og det VAR det det rigtige at gøre en overgang. Men måske tog det lidt overhånd. Og nu øver jeg mig i at sige til. Også til bloglivet. Som jeg synes skal ha en chance mere. Hvis der er altså er nogle læsere derude?

Er der det? Hvis der er det, så lover jeg at skrive et rigtig indlæg snart, og derefter jævnligt. Om bøger. Eller børn. Eller livet som det arter sig.

Jeg har haft fødselsdag siden sidst. 39 år.
Det er fandeme tæt på fyrre! Og jeg siger ikke nødvendigvis at det er hverken skidt eller skræmmende. Men det er tæt.

Og så blev det endelig december. Jeg elsker jul. Hygge i mørket. Og kager. Whats not to like?
Og sne for hulan! Der kan man da tale om præcisionsvejr. Så kunne man bare ønske sig at sommeren viser samme rettighed.

Noget andet der er dejligt ved vinter og jul er bogudgivelserne. Forlagene spytter dem jo nærmest ud. Og der er masser af godter imellem. Min liste er meget lang. Heldigvis har jeg allerede fået skaffet en del af dem. Og hvis jeg er heldig falder der et par stykker af til jul også.

Så skal jeg bare finde tid til at læse. Må enten holde op med at sove eller gå til julearrangementer på mine tusinde børns institutioner og idrætsforeninger.

Fredagslykke

Mit nye fix er fredagsfri!
To fredage i træk er det blevet til, så vi taler ikke en verdensomvæltning, men vi taler instant happiness!

Sidste uge i Århus, med sødeste veninder.
Og idag på min helt egen kaffebar, sammen med gamle bedste ven.
Lykken er helt sikkert at hænge over kaffe i tre timer i allerbedste selskab.

Vigga og Otte - noget om navne

Helt ude af kontekst kommer her et indlæg om (børne)navne. Jamen fordi det kan man altid ha en mening om. Alle mand. Alene fordi man jo selv hedder noget. Og fordi man måske har drømt om at hedde noget andet. Eller har (haft) drømme om hvad ens børn skulle hedde.

Mine børn hedder Otte og Vigga.
Otte er vores første barn. Og der var ingen tvivl i mit sind om hvad han skulle hedde. Otte var det eneste navn der stod på både min og min mands liste. Og mit absolut favorit navn. Vi vidste (sådan nogenlunde) at det var en dreng jeg ventede, så pigenavne havde vi ikke snakket så meget om. Men Lotte var i spil, og efter at vi fik vores Otte var det slet ikke i spil længere!

Navnet på andet barn var vi anderledes i tvivl om. Hele fire navne var på tapetet. Og vi havde dem hængene på post-it lapper rundt om i lejligheden i den første måned efter hendes fødsel. Vigga, Marie, Luise og Lilie var de sidste finalister. Og til sidst blev Vigga valgt. Og vi er glade for det. Selvom jeg stadig sagtens kunne se de andre navne for mig.

Jeg skal (efter al sandsynlighed) ikke ha flere børn, men jeg har, udover de allerede fravalgte, yndlingsnavne nok til en hel børnehave!

Ole. Total favorit!
Og Lise!
Begge er navne som vi har i familien allerede, og som min mand derfor udelukkede.

Og Vigge, Wilder og Luis. Og Aske, Charlie og Finn. Og Peter.
Og Rose, Molly, Karla og Mia. Og Anna, Viola og Rikke. Og og og.

Vores børn har i øvrigt kun mit efternavn. Ikke fordi jeg var skrap og stædig. Men fordi min mand synes to efternavne er for mange.
Og ham om det, så længe mit er det der er tilbage...

Nu med pony

Fødselsdagsugen er vel overstået.
Ja ugen! Tirsdag, onsdag og søndag har vi fejret den nu 4-årige. Mindre kunne selvklart ikke gøre det...
Tilbage i aftes var lagkagerester, 24 klovnenæser, et hav af gaver, anspændte skuldre og et styk overstimuleret barn.

Gaverne var som antydet mange. Og næsten uden gentagelser. Og det viste sig at jeg ved et tilfælde havde opfyldt et hedt ønske.
For da hun sagde at hun ønskede sig en pony, mente hun en barbie! Selvfølgelig!?

Og den barbieagtige disneyprinsesse jeg havde købt til hende ud var åbenbart lige i øjet!

Festlighederne har været dejlige. Vi har set næsten alle vores yndlingmennesker. Og selvom udmattelsen har sat sig i skuldre og hjerne, så er vi glade.
Og ønsker os nu kun at mandag ikke var fucking gymnastik- og fodbolddag.

Med hæs stemme og klovnenæse!

Så er det mandag igen!
Og det her bliver blogget direkte fra gymnastiksalen, hvor jeg idag har lusket mig til den lange, men nemmere fodboldtjans. Suk.

Weekenden var god! Jeg var ikke syg. Selvom jeg har tillagt mig en dybere og hæsere stemme i løbet af søndagen.
Bedst var... Det hele!
Roadtrip: Christianshavn - Ølstykke - Hammel - Holstebro - Vejle - Christianshavn.
Imellem destinationerne var der masser af mad, grin, omsorg, kærlighed, snak og damer!

I morgen fylder Svesken 4 år! Så ugen er fyldt med kager og cirkusfødselsdag. Og familiegæster og gaver!
Og almindelig arbejdsuge. Helt uden deltidssygemelding!

Åh Mandag

Mandag.
Mandag lige efter efterårsferie endda.
Efterårsferie hvor jeg var syg, men på Bornholm.
Bornholm - klipper, hav, himmel, små snoldede byer, smukke efterårsfarvede skove, karameller, fiskefrikadeller og den der helt perfekte afslappede holdning. Alt det og så sygdom on the top.
Og så mandag. Med tidligt op. Og noget truende regnvejr. Som dog forblev truende. Og en lille reprimande fra børnehaven om de glemte regnbukser. Og fucking ikke mindst dagen hvor begge børn går til noget. Den mindste i en gymnastiksal med så elendige akustiske forhold at jeg bliver bims alene af at pakke gymnastikposen.
Suk mandag. Du er ved at være ovre. Jeg vil indtage resten af dig i sofaen.

Uden ord

One word

Maveinfluenza...

Hvordan det går?

Jeg er startet på tegnestuen igen. På nedsat tid i de første uger.
Og hvordan føles det så?
Tja.

Mandag var ok. Den første jeg mødte mente at jeg så frisk og klar ud. Det var lige ved at få mig til at græde. Senere skulle jeg deltage i et møde om det projekt jeg skal være en del af. Hvilket nærmest fik mig til at hyperventilere. Hvis altså jeg var typen der gjorde den slags. Men derefter var det ok. Og jeg kunne jo gå tidligt.

Tirsdag var ret dårlig. Sandsynligvis mest fordi at mandag aften var virkelig rådden. Med skænderier og gråd og lidt til. Jeg er ikke stresset mere. Tilgengæld er jeg helt vildt sårbar. Jeg har mærket efter og mærket efter og mærket efter, og nu føles det lidt som om jeg går ud i verden uden tøj på og med hjertet i hænderne. Og når man så har sådan en mandag siddende i kroppen, så kan tirsdag på tegnestuen godt blive svær.

Onsdag gjorde jeg mig umage. Jeg startede min morgen med dejlig kaffe ude i dejlig efterårsklædt park. Og det virkede. Dagen var fin. Det var først da jeg kom hjem og et hårdehvidevarefirma havde sat os i udsyn at vores nye opvaskemaskine (hurra) ville blive leveret mellem 14 og 19, at jeg blev lidt utidig. 5 timers potentiel venten. Manner de strammer den.

Torsdag var igen ok. Men bagefter var jeg træt. Træt, træt, træt.

Idag skulle jeg ha været på kursus. I lønforhandlingsteknik. Men mit hoved hænger tungt på mig. Og det gør ondt. Så kurset er aflyst og jeg skal drikke te. Eller ingenting.
I øvrigt virkede det også lidt sært at tage på kursus i lønforhandling, når man stadig står med det ene ben i en sygemelding....

Det var første uge. I morgen er det weekend. Mandag skal jeg afsted igen. Og lige om lidt så er jeg glad og fuld af peps.

Velkommen til cirkus mor - hvor man taber på både gynger og karruseller

Lørdag startede ud med at være sådan en dag, hvor den 6 årige bare ikke havde lyst til at spille fodboldkamp. Igen-igen.
Og det kan jeg faktisk utroligt godt sætte mig ind i.
Han er kun 6 år. Han er ikke helt klar over hvad det vil sige at forpligte sig til en holdsport. Men det fik vi jo så lejlighed til at snakke lidt om. Det fik han bare ikke mere lyst af. Faktisk fik han akut ondt i benene.
Og egentlig synes jeg at det er okay ikke altid at ha lyst. Især når man er lille. Men det ændrer jo ikke ved, at der ville stå et fodboldhold og regne med ham et sted ude på Amager over frokost.
Så jeg lavede en lokkeaftale med ham. Hvis du tager ud og spiller med dine kammerater, så gør vi noget sjovt bagefter. Tivoli (i regnvejr!)

Det virkede. Og jeg har ladet mig selv slippe igennem med den lidt usle taktik, fordi det sgu nogen gange er okay at belønne sig selv (eller andre) for noget der ikke trækker af sig selv.

Men. Senere på dagen flegnede den næsten 4-årige ud. Virkelig flegnede. Jeg kan ikke huske over hvad. Det sker hver eneste dag for tiden, og ingen af mine taktikker virker.
Jeg har forsøgt med at pædagogisk iøjenhøjde snak. Hvilket er nærmest umuligt når barnet er hysterisk. Jeg har prøvet at gå. At true. Og at flegne tilbage. Og det virker ikke.
I lørdags prøvede jeg det hele. Og endte med at stå fast på truslen. Som var at vi ikke kunne gå i Tivoli med børn der ikke hører efter.

Flot klaret. Sådan lige at true noget væk fra det ene barn, som jeg havde givet i belønning til det andet.

Nå men vi endte selvfølgelig i tivoli. I regnvejr. Får jeg er heldigvis ikke for fin til at indrømme at min taktik var dum. Og at når jeg har lovet Tivoli, så må jeg holde Tivoli.
Tror så desværre ikke at den 4-årige lærte noget som helst på den konto.

Og igår flegnede hun igen. Og i morges. Suk.

Jeg sidder lige lidt stille her og kommer mig...

Her går det.
Ikke vildt meget bedre, men heller ikke vildt meget dårligere.

Der gik i hvert fald 3 uger inden jeg overhovedet kom overens med at det ER stress det her. Indtil da slog jeg bare mig selv i hovedet med ord som doven, pjæk, undermåler, egoistisk og tag-dig-sammen.

Indsigten førte i første omgang kun mere nedtur med sig. Og lige nu færdes jeg stadig ved siden af mig selv. Men planen er at få fyldt på batterierne. Og måske lære noget om hvad der gør mig glad.

Hvad ved jeg?

To dejlige, kloge og tynde(!) damer sagde til mig idag, at grunden til at jeg ikke taber mig i denne krisetid (ja for det ved vi jo er den eneste umiddelbare fordel ved kriser) er at krisen ikke er stor nok.
Det er ikke en dødsangst-nu-mister-jeg-alt-hvad-jeg-har-kært-krise. Og halleluja for det!
Det er mere en kan-ikke-mærke-mig-selv-så-jeg-spiser-lige-noget-krise. Og det taber man sig selvsagt ikke af.
Så nu er jeg både tyk og stresset.
Og lammet. Og nej jeg kan som sagt ikke rigtigt mærke noget, heller ikke om jeg har det bedre.

Fravær

Jeg har ikke for vane at råbe mine følelser ud fra tagrygge. Jeg går heller ikke og skjuler dem. Men jeg pakker dem måske ind i lidt kækhed.
Jeg kan godt sige ligeud, både at jeg bliver ked af noget, og at andet slider på mig, og jeg er heller ikke bleg for at fortælle nogenlunde hvordan det går, når jeg bliver mødt af det høflighedsspørgsmål. Men jeg har nok en tendens til ikke at blive hængende i samtalen. Til hurtigt at flytte fokus videre. Til at bløde op med en lille kæk betragtning. For man vil jo nødigt fylde i forsamlingen. Eller være alt for belastende i andre folks liv.
Det er min indre vestjyde der sammen med pigen fra flinkeskolen styrer den fest.
De synes at man skal leve sit liv ordentligt, uden at være til besvær, og ihvert fald ikke have fravær på grund af stresssymptomer. Samfundet og arbejdsgivere er tilsyneladende enige.
Heldigvis er det kroppen der bestemmer lige nu. Og så må vi se om arbejdslivet vil finde sig i det...

Blogish!

Og nu til noget helt andet! 

Mine skønne veninder, mit helt eget damepanel, mit fantastiske blognetværk har kreeret det meget fine e-magasin Blogish!

Det er smukt og fyldt med damernes egne ord. Jeg er sgu stolt af det, selvom jeg kun har været med på hep i denne første omgang.

Læs, nyd og del det her: Blogish!

Det er mig der er inde i Maude

Jeg sad og græd ned i tastatur og post-it blokke den anden dag, lige midt i det fine hvide storrumskontor. Dagen inden græd jeg kun næsten, lige midt i et møde.
Nu er jeg hjemme og sygemeldt et lille stykke tid. Fordi det gør ondt i arbejdslivet. Måske fordi ophobet mistet arbejdsglæde ikke kan blive ved og ved.
Meningen er at jeg skal jeg skal gå til lægen. Og få taget prøver. Og derefter tænke mig om. Prøve at finde ud af hvad der kan få det til at gå over.
Jeg tænker at man kan sige op. Men det er tydeligt at forstå, på dem jeg taler med, at det åbentbart er andre måder jeg skal tænke frem.
Jeg kan bare ikke ret godt tænke på det. Uden at jeg istedet kommer til at tænke på alt muligt andet. På min mor da hun lå helt ubevægelig i en hospitalsseng, stadig med sommerbrune arme, men uden at komme ud i sommeren igen. På engang hvor jeg sad på en trappesten og græd, fordi et yndlingsmenneske flyttede langt væk. På at føde mine børn. På juleaftner. På begyndelser og slutninger. På bryllupper og begravelser. På mennesker fra engang. Og steder jeg har boet. På år der er gået. Og drømme om andre slags liv.
Jeg tror jeg går op og lægger mig. Er der nogen der skal ha noget med?

Voksen

En af de absolutte ulemper ved at være voksen er, at man selv skal tage alle beslutninger, og derefter leve med dem. Man skal leve efter evne, og man skal gribe chancer, og vide hvornår det er klogest at takke nej.
Man skal vide hvordan man har lyst til at leve og bo. Og bruge sit liv så man er glad.
Det er sgu hårdt i den her hede.
Heldigvis kan man også bare beslutte sig for, at hvis man faktisk ikke har lyst til tandlægeeftersyn på onsdag, så kan man da bare ringe afbud. Virkelig en klog beslutning synes jeg!
Og PS. Fisteren havde første skoledag idag. Og moren kneb en tåre. Og blev tilsyneladende lidt overvældet over tiden der går, og så åbentbart lige præcis så carpe diem agtig at det gik udover tandplejen.

Søster Vægelsind

Jeg skal ikke til festival i weekenden. Det har jeg hele tiden vidst.
Men så pludselig en dag i sidste uge, så blev jeg alligevel fristet. Og jeg fristede min bror. Og vi snakkede for (søskendespas, øl, fest, det fede i spontan-udflugt) og imod (økonomi og det forholdsvis ringe musikprogram) og for og imod. Og for og imod.
Og besluttede os.
Og ombestemte os.
Fucking igen og igen.
Vores respektive var så sent som for en time siden ved at blive alvorligt irriterede over os.
Men så endte vi med ikke at gøre det.
Søster Vægelsind og Bror Ubeslutsom kalder man os.

Og apropros. Og så alligevel slet ikke. Så skulle jeg også tage en beslutning lige før ferien. Om et hus. Helt perfekt. Og så alligevel ikke helt. Frøken Vægelsind var ved at gå ud af sit gode skind. Over at skulle beslutte noget på tid. Samtidig med at hun var ved at gå op i limningen over evighedsprojektet henne på arbejdet.

Som jeg, by the way, kom tilbage til idag. Og nej jeg synes faktisk ikke det var spor dejligt at komme afsted efter ferien igen.

Instagrammer

Hey jeg ved det faktisk godt - jeg er en doven blogger.
Men jeg er en mindre doven instagrammer, hvorfor man derovre faktisk kan følge med i hvilke madder jeg spiser på min yndlingsø... Blandt andet. Og hvis man har lyst.
Hedder soestervaerk derhenne...

E.N.D.E.L.I.G.

Uuuuh længe ventede ferie er her. Endelig.
Den har vi ventet på. Med længsel. Alle mand vil jeg tro. Men i hvert fald mig.
Det har holdt lidt hårdt, og jeg kan ikke engang sige at vi nåede det. For to minutter i deadline blev deadline rykket ud i fremtiden. Pludselig havde vi ikke så travlt længere.
Det bliver man ikke nødvendigvis mindre stresset af skulle jeg hilse og sige. For så skulle projektet pludselig køres lidt i pit. Tilgengæld slap vi for den sidste dræbende spurt.
Det er vel godt nok, vil jeg tro.

Nu er det i hvert fald ferie, og jeg sluttede min uge med at hælde al min hjerne ud på en symfoni af huskelister. Så de næste 4 uger vil jeg blot mærke efter om det er en isdag eller en øldag.

God sommer derude!

Hej Hej

Så for den der gik lang tid hvor der ikke kom ord ud. Ikke fordi jeg havde lovet noget om regelmæssighed eller noget. Egentlig.
Hold kæft hvor har jeg travlt. Og har haft. Og har fremadrettet. Og efter travl kommer ferie. Som jeg glæder mig pænt meget til, skulle jeg hilse at sige.
Det er arbejde der fylder. Det er ok. Pånær når jeg kommer til at græde en lille smule af stress.
Nå men jeg er her. På en måde. Det var bare det jeg ville sige.

Cirkus Christiania

I morges da jeg cyklede forbi Christiania med Svesken bag på spurgte hun om Fisteren og jeg havde været i cirkus derinde?
Hvilket jeg måtte afvise.
"Men det er da et cirkus ikke mor?"

Man har et standpunkt til man tager et nyt

Feks. har jeg altid ment at det var lidt pjattet at farve sit hår pga begyndende grånen... Jeg forstår nu nødvendigheden!

Jeg har også altid ment børns computervaner var gode at holde i fællesrum med voksne.... Indtil Fisteren fandt ud af at finde og afspille samtlige fodboldsange på youtube!

Storbyens fristelser...

Fredag var jeg til fest! I gammelt skodlokale med stikkontakterne hængende løst og afspæringsbånd for de mindre bæredygtige lokaler. Der var gryderet, sprut, øl, dj og hipstere All Over. Og jeg blev bedugget. Og kom lidt for sent hjem. Og der var også lidt opkast lørdag morgen.
Det er virkelig-virkelig sjældent jeg bliver udsat for den slags løssluppenhed. Så man vil jo gerne ha det hele med. Ikk.
Lørdag og søndag har jeg hygget med svesken, imens drengene var på fodboldskole. Hun har bestemt hele vejen. Så der har været virkelig meget tur i offentlige transportmidler. Metro, bus, s-tog, bus igen og mere metro.
Ja sådan kan weekend gå med at opfylde alles hedeste ønsker...

Længsel

Inden hun slår øjnene op om morgenen, spørger hun "hvad dag er det idag?"
"tirsdag"
"er det sommer?"
"nej ikke helt endnu"
"HVORnår er det sommer?"

Jeg kan følge hende helt ud i de ulakerede tånegle....

3 år og med ord på

Svesken den lille fidus. Hun er fyldt mod ord. Vrede ord og sjove ord. I weekenden nikkede hun mig en (lille) skalle, og sagde at det var sådan man skålede med hovedet.
Hun og Fisteren gik også all in da vi skulle spise lagkage i anledning af min (døde) mors fødselsdag. Der var flag og balloner helt ud i opgangen. Hvor undrende overboer blev indviet i festlighederne. "vi har fødselsdag for min mormor. Hun er død så hun kommer ikke. Men der kommer nogen andre." De undrede sig, men købte den...
Og i aftes da hun skulle i seng forsikrede hun mig, og sig selv, om at det er helt forbudt at kaste mennesker ind i biler. Jeg gav hende ret, men undrede mig, indtil hun forklarede, at huni hvert fald ikke ville kastes ind i en taxi!

Indhentet

Der er søde mennesker i min fortid, gamle bedste venner og lige nu pipler de frem. Nogen vil være facebookvenner. Nogen Sms'er og vi drikker kaffe. Og det er så helt vildt hyggeligt og dejligt at jeg slet ikke kan få armene ned.

Åbent hus

Sæsonen er startet. Og den lægger skarpt ud med skuffelser.
Vi mangler åbentbart både millioner, optimisme og et håndværkergen. Suk.

Det virker ikke logisk

at pms med al sin weltschmerz og selvhad over løs krop, fedtet hår og tør hud, også udløser en ustyrlig trang til kalorierig mad og chokolade.
Godt i det mindste at det er weekend, for der må man godt slække lidt på sin slankekur. Hvad? Det ved alle da!

Status pt

Påsken var god ikk?
Og dagene efter var anderledes.
Først var det lige lidt svært at finde ud af at gå på arbejde igen. Og så bragte mit arbejdsliv mig forbi, først en sikret afdeling med sluse og pigtråd og alting, og derefter en terapihave inde midt i den sprøde forårsskov.
Og idag har vi fået vores store 6årige fister hjem fra koloni, hvor han ifølge ham selv sagtens kunne være blevet i længere tid (end 3 dage!)
Nu ligger han træt og glad ved siden af mig i sofaen og uddeler kærlighedserklæringer.

Kærlig hilsen
Verdens Sødeste Mor

Kun et liv

Det er banalt. Og så på en høj hellig langfredag.
Kun et liv.
Det stiller jo alligevel en slags krav til en (selv) om at leve det samvittighedsfuldt og nogenlunde i overensstemmelse med ens drømme.
Som helt ærligt kan være svære at fastholde i så lang tid at de kan omsættes til handlekraft.
What to do about that?

Jeg mødte en mand som havde forelsket sig i en kvinde. Sammen besluttede de sig for at finde et sted de kunne være sammen. Så nu har de købt en cafe i en nordsjællandsk badeby. Og lige nu går de deres første højsæson i møde.

Sådan noget kommer jeg sikkert aldrig til at opleve. Men jeg kan ikke helt afvise at det er en af de drømme jeg drømmer.
Sammen med den om forfatterliv på kvisten, den om eventyr på havet og sydhavsøer, den om mange børn, den om en kunstnertilværelse, den om en lille butik, den om livet på landet, den om parisisk bohemeliv, og den mere jordnære men tilsyneladende ikke nemmere udførbare om hus og have.

Påskeferie indtil videre:

En skønsom blanding af ild i pejsen og fadøl i solen. Tilsat børn på græs og påskechokolade i rigelige mængder.

Naturligt hjemmehørende dyr

Man ved man har et by-barn, når hun reagere på oplysningen om at nogen havde været ude at ride, med spørgsmålet: 'på en hest eller en elefant?'

Kære brevkasse

Hus og have eller kanal og kaffebar? Hvor bliver man lykkeligst i længden?
Hilsen boligtvivleren

(Ja vi har været omkring emnet tidligere, og nej vi er åbenbart ikke blevet klogere af at lade tiden gå, og jo man kunne da godt forestille sig, at grunden til at vi ikke kan beslutte noget er, at vi faktisk er glade hvor vi er, og hvis det er sådan det er fat, så kunne vi lukke sagen, droppe spekulationerne og blive på havnen. Men ind imellem kan man bare godt ha os mistænkt for at lide ret meget af vi-ved-hvad-vi-har-og-ikke-hvad-vi-får-syndrom... Og kan man godt lade sådanne bevæggrunde afgøre boligtilstanden i en børnefamilie?)

Forår i haven

Måske kan man ikke se det på mig, men jeg gør mig faktisk forskellige kloge overvejelser imens jeg sidder i solen og lader neglelakken tørre....

Amalius. Really?

Ja jeg er hjemme fra Sakskøbing igen. Og her til aften har jeg været sammen med en pragtfuld og utroligt højgravid veninde. Til Moule Frites og snak.
Vi nåede lige at presse en aftale ind på kanten af hendes hjemmefødsel, og fik vendt emner som arbejdsliv, alder og forfald, boligsituationer, hjemmefronte, feriedrømme, skolestart og børnenavne. Blandt andet. Og de, det vordende forældrepar, har apropro nogle meget fine bud på navne i posen. Men andre ikk, de er fisme særlige når det kommer til navnevalg.....

Velkommen til udkantsdanmark

For cirka et og et halvt år siden ønskede jeg mig forandring. I mit arbejdsliv især. Og så blev jeg opsagt. (Ja og senere genansat, men det er en anden historie - om at ende fuldstændig samme sted som man kom fra)
Senest ønskede jeg mig lidt alenetid. Og her er jeg så. Helt alene på hotel. Ikke kun uden selskab, men også helt uden andre gæster. Og jeg har netop spist en 5-retters menu (lækker må jeg tilføje!) som eneste gæst i restauranten. De andre to var tjeneren og kokken.
Sært siger jeg bare.

Og det er derfor jeg aldrig bliver forfatter

Jeg tænker altid at hvis bare jeg havde tid og ro, så kunne jeg måske få skrevet noget.
Men når jeg så har tid og ro, så bruger jeg den istedet på at se på himlens farve og lytte efter forårstegn.

Hotel Saxkjøbing

Ved i hvad? Jeg var faktisk gået hen og blevet lidt nervøs for det der alene-på-weekend-koncept jeg havde arrangeret. Men nu er jeg her. Og den indledende chokoladekage var så afvæbnende, og Sakskøbing så nuttet, at alt nervøsitet er lagt på hylden. I stedet har jeg iført mig rendyrket afslapning og nydning ad libitum!

Kvinden der gik ind i døre

Jeg har blå mærker. Fordi jeg går ind i ting. For Real!
Det er nemlig blevet min tur til at tage del i nattetjansen igen. Efter at jeg var hende med brysterne det første år. Og så automatisk fik fredet min nattesøvn derefter.
Pigebarnet har bare endnu ikke lært at sove uden sin mor. Det kommer åbenbart ikke af sig selv. Og nu har manden opgivet - efter at hun nu i næsten toethalvt år har kaldt på sin mor.
Så nu er jeg den igen. Og jeg kan ikke bevæge mig i mørket uden at støde ind i det halve af lejligheden.
Jeg ligner en der går ind i døre. Fordi jeg gør det.

Virkelighedsflugt

Ej men den måde nogle eftermiddage bare går på. Med computerspil og madlavning og tjekken internet i et væk. Fordi man er træt. Og ugidelig. Og pludselig skal de i seng, de små, og ingenting fik man ud af sin tid sammen. Den gik bare.
Ej men sådan en tosset dag, er der vel ikke andet at gøre end at sætte et kostumedrama på dvd'en og lade sig suge bort i kjoler, jalousi og forsmåede følelser.

Alene

Jeg elsker min lille familie. Jeg ville nok ikke kunne leve uden.
Jeg elsker også at være lidt alene. Og det er der alligevel ikke meget af i den her hverdagsboble af hente-bringe-putte-sove rutine.
Men nu er der bestilt hotelophold til mig. Helt alene skal jeg afsted.
Det er overraskende svært at prioritere sig selv når formålet er at være lidt væk fra dem man elsker, men jeg glæder mig til hvide hotellagner, tykke bøger, gåture og dejlig mad. Og tid i mit eget selskab.

Februarlykke

Aaah minsandten om det ikke ligefrem føles forårsagtigt derude idag.

Close but no cigar

Hvis ikke det snart bliver sandalvejr, får mine fødder spat. Og de tager resten af mig med i faldet.

Suk

Der burde sgu være en regel om at syge børn SKAL være syge på ligge-stille-på-sofa-måden når man må blive hjemme og passe dem.
Præcis sådan som Fisteren helt slap har udlevet 6 dages feber.
I stedet for den klynkende, pivende, utåleligt irriterende måde.
Som Svesken.

TO syge børn

Suk.

The artist formerly known as tigeren

Der ligger et tigerkostume på bordet. Og jeg har istedet sendt en zebra afsted til børnehavens fastelavnsfest her til morgen.
Jeg tog det faktisk ikke særligt pænt.
Fisteren er syg. Min ferie på landet blev derfor afkortet.
Det tog jeg heller ikke så pænt.
Man skal fandme ikke spøge med mit behov for alenetid.
Behovudskydelse er ingens stærke side.... Hverken morens eller zebraens.

Liv

Vi er tre kvinder på landet. Tre generationer.
En har mistet en mand. Han blev 90 år.
En har mistet to koner. Hvoraf den ene var min mor, som kun blev 44.
Og så mig der bliver helt bevist om alt det livet stadig kan nå at bringe.

Hvor kragerne vender

Nogen er taget på landet. Og den nogen er mig.
Her er isende koldt, men der kaffe og rødvin. Og tæpper og bøger.
Mmmh.

Kreamor

Da jeg var barn lavede vi selv vores fastelavnsudklædningstøj. Sammen med vores mor altså. Jeg har været isvaffel og klovn, og min bror var robot i stanniolindpakkede papkasser.
Det var kun de særligt resourcestærke (velbjergede) der havde købe-kostumer. Det her var i 80'erne.
I dag er det helt tydeligt omvendt. Hjemmegjort er det nye sort. En mor (uh eller en far!) der syr, klipper og klistrer et outfit til poden til børnehavens fastelavnsfest er et overskudsagtigt supermenneske. Og hvem vil ikke gerne være det. Jeg vil.
Men åh jeg har ikke tid. Til gengæld har jeg råd til at gi tohundrede kroner for en tigerdragt. Men det får man jo ikke meget kredit for.

Holy shit

Dårlig samvittighed

Man kan ha dårlig samvittighed over at sende temmelig snottet barn i børnehave. Men man gør det alligevel, fordi man ellers ville ha dårlig samvittighed over ikke at passe sit arbejde. Man kan i øvrigt også ha dårlig samvittighed over, at man ikke holder ferie med sit barn. Men man gør det ikke fordi, at det kan man sgu næsten ikke være bekendt overfor sit arbejde. Og også lidt fordi man faktisk ikke rigtigt orker at holde ferie alene med barn. Man ved jo nok hvem der bliver stewardessen på sådan en ferie.
Men så, på en fredag, tænker man at, nu holder vi sgu lige en snotdag hjemme. Og klarer det meste af den dårlige samvittighed. På nær den overfor det der arbejde.
Og så kommer snotungen i tanke om, at der jo både er fødselsdag og afslutningsfest i børnehaven idag. Så snotdag kan faktisk ikke komme på tale. Hun må ha sin bedste dansekjole på og afsted i en fart.
Så nu sidder man så her uden det snottede barn og arbejder en lille smule hjemmefra. For hvis man istedet tog sig en slapper og fik ordnet noget af shitttet, så ville man nok få dårlig samvittighed. For dårlig samvittighed kan man altid ha.

Ferieskansen

Halvdelen af familien er i øvrigt taget til alperne. De ringer kun nødtvungent hjem. De spiller spil, går på restaurant og samler lego, når de ikke står på ski.
Os herhjemme passer skansen. Arbejdsskansen og børnehaveskansen. Og så spiser vi kager og pasta. Og skifter bleer på dukkerne. Og drømmer om ferie.

Fandme svært at navigere i den her tilstand af følelsesfuld følelsesløshed.

Looove

Manden ved siden af mig i kaffebaren har mødt en ny kærlighed. Han har sovet vidunderligt i nat - tæt op ad hende. Han har taget bilen herind, det passede godt, for de skal på Louisiana bagefter.
Jeg synes det lyder dejligt, og lidt eksotisk på en onsdag.

Det er hårde ods aftenens beslutning om at tabe kilo og stramme op får med på vejen af mandens sagte ranslen med Tobleronens sølvpapir...

Mandags-søndag

Jeg føler mig nogenlunde ligeså fysisk attraktiv som Fay Weldons Hundjævel i filmmatiseringen. Tilgengæld er der en der har råbt virkeligt højt af mig.... Man skulle nærmest tro det var mandag.

Sagte pik

Det er opover med kyndelmisse. Det er så vidt jeg ved d. 2. Februar at vi fejrer Kjørmes Knud. Og vores genbo han fejrer den tilstundende lysfest ved at lade det hele hænge løst. I mens han ordner morgenmad. I køkkenet. Ved deres meget lave køkkenbord. Lige foran vinduet. 
Helt fascineret lod jeg blikket følge mandens færden.... Den var alligevel sagte på en meget påfaldende måde. For ikke at sige omfangsrig. Og den slags kan jo nok gøre en onsdag morgen bedre...

Well hello there

Sådan en mandag i januar, hvor jeg føler mig for tyk og for trist og helt sikkert for træt. Hvor jeg griber til chokolade, wordfeud og lette tv-kalorier. Hvor jeg prøver at planlægge en sommerferie, men kommer til at drømme om et spaophold i stedet, (i Schweiz - men Vejle kan måske også gøre det?) Hvor vintermørkets klamhed har sneget sig ind i den generelle stemning i hjemmet. Hvor jeg faktisk ikke engang orker at drømme om en charter, men bare virkelig ville ønske, at det var rimeligt, at tage en uges tid på sofaen med en roman, i stedet for at tage sig af det der arbejde. Sådan en mandag kommer jeg til at blogge for første gang på denne blog. 
KH